Vinteren nærmer sig. Roen sænker sig over landskabet. Det er
tid til eftertanker.
En lille historie, som kan virke betydningsløs i det
buldrende mediebillede, falder mig i hu. En bi-historie kunne man fristes til
at sige. Nemlig den der for nogle uger siden fik en kort omtale i diverse
medier, og som handlede om at den danske humlebi er truet. Det er måske ikke
den helt store nyhed i sig selv, da det er velkendt langt uden for biologernes
rækker, at den danske natur har hoste. Det nye i historien var, at der var
fundet en tæt sammenhæng mellem biernes død og landbrugets anvendelse af
pesticider.
Nu er det jo så blot en af de mange anledninger til at læne
sig lidt roligt tilbage her i efterårskøligheden og tænke: ”se hvad jeg sagde”.
Lidt selvtilfreds. Som god økolog har vi samvittigheden i orden. Eller hvad?
Nej, det mener jeg ikke vi har. Blandt andet fordi der
ligger en klar forpligtelse i vores rækker til at være dem, der går forrest med
at skabe fremtidens landbrug. Vi kan ikke hvile på nogen laurbær. Vi skal
fortælle - ikke alene det glade budskab om, at der er løsninger. Vi skal også
turde ta’ bladet fra munden og tale ”Roma midt imod”.
Blandt økologer har det været god tone at gå forrest med
eksemplets magt siden organisationen Økologisk Jordbrug blev dannet tilbage i
1981. Den positive historie. Vi overlod den kritiske røst til
miljøorganisationerne, for at bevare en god tone internt i forhold til
landbrugets organisationer og kollegaerne, og for at være konstruktiv fremfor
kritisk.
Men det indebærer den risiko, at vi fremstår ikke alene
tandløst men også uden det bid og vid, der er nødvendigt for at forbrugerne kan
få øje på hvor vigtig deres økologiske kasse eller indkøbskurv er.
Biernes nærdød er sådan en anledning. Og vil du læse mere om
sagen, så kan du hoppe over på min blog her.
God fornøjelse!
Hilsen
Per Kølster
Brygger og landmand i Aarstiderne
Ingen kommentarer:
Send en kommentar