Pisk eller gulerod?

Regn er godt for landbruget her i juni, så de sorte tordensskyer over Krogerup er også gode tegn. Og skyndsomt trukket indendøre falder øjnene på, at der skal gi's flere penge til økologien.Vi kan naturligvis kun være glade for, at regeringen gør noget for at fremme omlægningen til økologisk jordbrug. Vi fortjener det alle sammen uanset partifarve. Midlerne kommer, som man kan læse i det seneste nyhedsbrev fra Fødevareministeriet, på baggrund af at der stort set ikke er sket nogen stigning i den danske økologi siden den borgerlige regering kom til i 2001. Og med det seneste initiativ til ekstra støttekroner vil regeringen råde bod med en gulerod til økologien.
Men men men. Pengene er som en ispind på en sommerstrand: Lovende men hurtigt smeltet. Og hvad værre er, så er der ingen grund til at tro at lidt ekstra håndører til økologien får 'det andet landbrug' til at vågne op. Vi har de bønder vi har, og de bliver færre og færre. De er spundet ind i kæmpemæssige investeringer i systemer, som ikke bare kan blive økologiske. Tværtimod. De målrettes mere og mere et glubende globalt marked, hvor senest kineseren fik mundvandet til at styrtløbe på alt, hvad der kunne krybe og gå. Ikke et ord om økologi. Det stritter. Og trods den venlige hensigt og gode lovord, så er der meget langt fra den verden, hvor eksporteventyr og globalisering styrer den industrielle udvikling, og så til de visioner vi har om, at landbruget skal omtænkes, at det skal producere mad til dem, der kan se markerne, og endelig at det skal producere mad med et dybtgående og visionært hensyn til natur, ressourcer og de mennesker, som skal leve i det og af det.
Med andre ord, så forslår fødevareminister Mette Gjerskovs øko-millioner som en skrædder i helvede, så længe der ikke for alvor skabes grobund for at lægge landbruget om. Min påstand er at vi har nået et strukturelt loft, hvor der skal nytænkning og mod til, for at vi kan bryde igennem og rykke ind i næste klasse. Regeringens mål er en fordobling af arealet i 2020. Hvis vi antager at omlægningen startede officielt i 1987, hvor staten gik ind med støtte, og frem til idag, så er der gået 25 år. Og skal arealet fordobles er spørgsmålet, hvordan stigningstakten kan forventes at blive. Hvis vi fremskriver historien tager det yderligere 25 år istedet for de målsatte 8 år. Og taget i betragtning, at der stort set ikke er sket noget i 10 år, så hænger visionen overhovedet ikke sammen.
Vi må således ud og fortælle vores omverden, hvad der skal til. Det er os der skal kunne formulere krav, som kan omsættes til politik og handling. Vi må turde sige Roma midt imod, for at der er nogen der får det nødvendige incitament enten med pisk eller gulerod til at tage fat i omlægningen. Vi skal finde veje til at bekæmpe det uhyrlige mantra, som det Indre Marked har medført, nemlig at vi ikke må fremme nære interesser på bekostning af 'fælleskabet'. Et fællesskab som i stedet har ført til, at få globale virksomheder mere og mere kontrollerer vores fødevareproduktion. Københavns Kommune kan for eksempel ikke stille krav til til sine leverandører at de skal handle med økologiske fødevareproducenter i nærområdet. Børnenes gulerødder ender med at komme fra Kina mens kineseren spiser Danish Bacon. Pisk eller gulerod? Der er nok ingen vej udenom pisken.