Porre-høst inden frosten sætter ind.

Igen i år ser det ud til at vi får en lang frost-periode først på vinteren. Det samme havde vi jo i 2009 og 2010. Ud fra de kolde vintre, har vi gjort os nogle erfaringer med hensyn til porrer.
Vi har derfor valgt at opbygge et lager af porrer, så vi også kan levere porrer til vores kasser når jorden fryser til. Vores høstmaskine ligger porrerne ned i kasserne, hvilket normalt ikke er noget problem. Men nu hvor de skal på lager, sker der ting og sager med denne fantastiske plante.
Når porrerne er høstet og de finder ud af at de ligger ned, sker der noget besynderligt. Planterne forsøger at rette sig op - de er programeret til at have toppen opad. Når man så ligger nede i en kasse sammen med 1.000 andre porrer, kan man jo ikke få toppen op. Den energi som porren bruger i sit forsøg på at få toppen op, bliver omdannet til varme. Dette sætter en naturlig kompostering igang, som vi bestemt ikke er interesseret i - derfor skal porrerne op og stå.
Når porrerne bliver rejst op i kasserne, tror de stadig at de står ude på marken og venter på forår. Derfor skal vi have alle porrerne rejst op så de kan holde sig friske og sprøde.

Jeg syntes det er fantastisk som naturen er indrettet. Ved at spille sammen med porrernes natur, kan vi med en så enkelt ting, som at rejse porrerne op, gøre en forskel mellem succes og fiasko.

Julebrygget

Her er lige en video på madbio om julebrygget.

Øl er øl, og når det så er sagt er der lige noget ganske særligt ved vores julebryg.

Krydringen er nemlig et kapitel for sig, som skal ske med stor varsomhed. Den skal både smage og alligevel er det antydningen skusnt, den må ikke stritte og alligevel skal den skal ha' karakter. Ellers kan det jo være lige meget. Og i andre krydrede drikke skabes der normalt et modspil af en kraftig sødme som i glögg med sukker rosiner osv. Her er øllet anderledes, da det alene er maltens restsødme og en relativt lav alkoholprocent, der skal klare sig overfor krydderierne. Og omvendt.

Krydringen læner sig op af en tradition som rækker meget langt tilbage i tiden. Vores billeder af 'heksebrygget' er en oplevelse af, at der blev hældt hvad som helst i bryggegryden. Det gjorde der nok ikke, men ingen tvivl om at der har været brugt masser af urter i hele bryggeprocessen og også i det færdige øl. Det har været meget almindeligt 'i gamle dage' at varme øllet med noget i der gjorde det 'stærkere' og mere kraftfuldt. Ja i miiddelalderen drak man 'pestøl' der har været stærkt krydret og en nødvendighed for at afsværge sig den frygtede død.

Og med krydderiernes indtog på den folkelige scene har der været tale om en revolution i smagsoplevelse. Dyre sager fra fjerne egne men med stor virkning. også i munden. Deraf glöggens oprindelse, det varme krydrede øl. Siden skulle det blive finere at drikke vin og så har vi hele balladen nemlig at vi har fortrængt øllets absolutte førerstilling i vores drikkekultur. Så i år skal vi lege med varm øl til julemarkedet på Krogerup i den kommende weekend den 1. og 2. december..

 
Hilsen ølnissen
Per Kølster, Aarstiderne A/S, Krogerup Avlsgaard, Krogerupvej 3C, 3050 Humlebæk, Denmark.

Et budskab fra biernes verden

Vinteren nærmer sig. Roen sænker sig over landskabet. Det er tid til eftertanker.

En lille historie, som kan virke betydningsløs i det buldrende mediebillede, falder mig i hu. En bi-historie kunne man fristes til at sige. Nemlig den der for nogle uger siden fik en kort omtale i diverse medier, og som handlede om at den danske humlebi er truet. Det er måske ikke den helt store nyhed i sig selv, da det er velkendt langt uden for biologernes rækker, at den danske natur har hoste. Det nye i historien var, at der var fundet en tæt sammenhæng mellem biernes død og landbrugets anvendelse af pesticider.

Nu er det jo så blot en af de mange anledninger til at læne sig lidt roligt tilbage her i efterårskøligheden og tænke: ”se hvad jeg sagde”. Lidt selvtilfreds. Som god økolog har vi samvittigheden i orden. Eller hvad?

Nej, det mener jeg ikke vi har. Blandt andet fordi der ligger en klar forpligtelse i vores rækker til at være dem, der går forrest med at skabe fremtidens landbrug. Vi kan ikke hvile på nogen laurbær. Vi skal fortælle - ikke alene det glade budskab om, at der er løsninger. Vi skal også turde ta’ bladet fra munden og tale ”Roma midt imod”.

Blandt økologer har det været god tone at gå forrest med eksemplets magt siden organisationen Økologisk Jordbrug blev dannet tilbage i 1981. Den positive historie. Vi overlod den kritiske røst til miljøorganisationerne, for at bevare en god tone internt i forhold til landbrugets organisationer og kollegaerne, og for at være konstruktiv fremfor kritisk.

Men det indebærer den risiko, at vi fremstår ikke alene tandløst men også uden det bid og vid, der er nødvendigt for at forbrugerne kan få øje på hvor vigtig deres økologiske kasse eller indkøbskurv er.

Biernes nærdød er sådan en anledning. Og vil du læse mere om sagen, så kan du hoppe over på min blog her. God fornøjelse!

 

 Her den berømte fruesko, som kun findes ganske et enkelt sted i landet i Rold Storskov, og som er helt afhængig af insekt-bestøvning for at formere sig. Og som man med lidt held kan se gennem et hegn, hvis man ellers kan finde det. Hvad pesticider heldigvis ikke har formået lykkedes for en tyv i maj d.å., nemlig at stjæle et stort antal af disse enestående planter. Vi skulle nødig ende med kun at kunne opleve humlebien bag et hegn...

Du kan også more dig over denne lille engelske animation om bier fra the Soil Association

 

Hilsen

Per Kølster

Brygger og landmand i Aarstiderne

 

SKØNHED!

Hvornår tænker man lige på kål, når man hører ordet skønhed, nej vel? Men…

Kålgården

Et kig ud over efterårsgrønsagshaven netop nu på Krogerup efter nogle dage med tindrende sol, sprudlende uhyggelig halloween, knasende morgenfrosne pytter og bladfald i skærende koldt blæsevejr, så står kålen der og strutter. Den strutter af rigdom, den rigdom der handler om forrådet. Kålgården var engang sammen med æblerne sikkerheden for, at en meget meget lang vinter med sulemad og grød ikke endte i den rene skørbug. C-vitaminerne er kun en lille del af kålens mangfoldighed.

 

Kålmarken changerer i alskens former og farver. Grøn-, rød-, hvid, palme-, rosen-, sommer-, spids- og mange mange andre slags kål. Formerne er uendelige, smagen er vild i alle mulige afskygninger, farverne, duften, knasende sprød, blød og blid, syrlig og frisk, alt afhængig af kål og sæson og kok og køkken. Kineserne har trimmet den i ti tusinde år, europæerne har forædlet den, den er global og noget så lokal. Den er bærer af de vildeste traditionsrige danske egnsretter. Grønlangkål, brunkål, julens rødkål osv.

Biodiversitet

Og apropos rødkål. Så er den med i Aarstidernes genbevaringsprojekt. ”Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det” sang Oswald Helmuth engang. De ligner hinanden de gode rådkålshoveder, kun størrelsen falder i øjnene. Her er forskelligheden deres fortælling i munden. Smagens mangfoldighed.

 

Kålen er som botanisk art og kulturplante noget af den mest variable man kan forestille sig. Ligesom hunde. Nu tænker jeg ikke på hvordan hund smager, selvom kineserne elsker dem. Men er der noget så absurd forskellige som hunde.

Og hunde har det tilfælles med kål, er at det er os mennesker, der ud af nogle meget ensartede vilde arter, har skabt denne ufattelige biodiversitet. Ved i generationer og atter generationer at blive ved med at lede efter forskelligheden, skønheden og mærkværdigheden, så kan der opstå en variation, som har ligget gemt i naturens genetiske kode, og som er tryllet frem af vedholdenhed.

 

 

Skønhed, mangfoldighed, vedholdenhed og biodiversitet er tæt forbundne begreber. Og netop nu står efteråret derude og fremmaner denne forventning om mundvand og en rig vinter, som man kan imødese med sindsro.

 

Kålens tidsaldre

Nu kan det godt være at kålen ikke er i kridthuset i det moderne køkken. Men det fortjener den i al sin vælde. I min barndom stank fælleskøkkener af kål, ja selv her på Krogerup Avlsgaard var madmor efter sigende ikke voldsomt populær, fordi den daglige billige mad til karlene var fra kålgården lige uden for mit vindue. Kogt kål. Men der er sket ufatteligt meget med det traditionelle ’sovs-og-kartofler’ køkken, som var nøje knyttet til hine tiders bondekultur.

 

Vi har nu lært og ladet os inspirere voldsomt af andre verdenskøkkener. Kinesernes wok eksempelvis har lært os at spise nærmest rå mad. Og kålen har utroligt meget at byde på, når den blot får lov til at blive tænkt i fremtid og ikke i fortid.

Når det så er sagt, er vi nok en del der stadig godt kan nyde brunkål og grønlangkål og rødkål til grisen. Ja selv lugten af kål kan skabe tryghed.

Hilsen

Per Kølster

Landmand, brygger oma

Æbler, æbler, æbler!

 

Det er netop nu haverne bugner af æbler. Og frugtplantagerne er snart færdige med at sørge for årets høst. Det er simpelthen sæson for denne vores ypperligste frugt - æblet.

Vi har til alle tider elsket denne frugt. Den drysser ned. Det kan regne med den. Der kan ligge tæpper af den i græsplænen eller på fortovet. Et sandt overskud, som ligeså ofte nærmest bliver til et affaldsproblem med mindre et rask initiativ får sat system i at plukke og gemme, eller samle op og moste de dejlige æbler.

Nu er det jo de færreste beskåret at ha’ et mosteri. Her rækker saftpresseren ikke langt. Og før i tiden kunne man køre sine æbler hen på mosteriet og så erhverve retten til at afhente så og så meget most. De tider er forbi. Undtagelser er der selvfølgelig, de eneste jeg kender til ligger på Als og ’hinsidan’ altså ovre i Skåne.

 

 

Rundt omkring i landet dukker der flere og flere initiativer op til at anskaffe noget overskueligt udstyr i fællesskab i en vejforening eksempelvis. Glimrende idé. Og for straks at svare på spørgsmålet, hvad gør man så med mosten, så den ikke gærer, og så den kan gemmes? Ja enten gærer man den og laver en slags cider; eller også kan den nedfryses eksempelvis i plastposer. Endelig kan den pasteuriseres.

 

Frysning er absolut det bedste i forhold til at bevare smagen af den helt friske most. Pasteurisering er lidt mere besværlig, men betyder til gengæld at mosten kan opbevares ’gratis’. Og hvad cider angår, så er det et kapitel for sig. Det er ’pære’ nemt at gære mosten, men straks vanskeligere at få det til at smage godt. Og så er de færretse børn vilde med det…

 

 

På søndag den 14. oktober arrangerer vi en Æbledag på Aarstidernes gård Krogerup Avlsgaard i Humlebæk.

 

Her har vi gang i vores to æblepressere, og du kan opleve, hvordan vi moster. Du kan også købe vores æbler, vi presser dem, og så kan du få mosten med hjem.

Hvis du ta’r en 2-3 æbler med af dine egne, har du muligheden for at få sat navn på dem, hvis du ikke kender sorten. Maren korsgaard – ekspert i æbler – kommer og tager sig af den historie.

Og så vil jeg fortælle om æbler, om most, om sorter, om cider oma og vise rundt i de nye træer og den gamle have. Se meget mere og detaljerne i programmet her.

 

Hilsen

Per Kølster
økologisk landmand mv. i Aarstiderne på Krogerup Avlsgaard
Foto: Anne-Li Engstrøm, fra bogen 'Æbler' af Per Kølster

Mens vi venter på høstmarkedet

Gården summer af aktiviteter op til weekenden hvor det går løs. her er det en tur i havren for at meje kornet. Det skal bruges til at binde neg og kranse. Havren er den kornart der sidst modner. Byggen er sikkert i hus og afventer sæsonens maltning og ølbrygning.

Høsten er egentlig en meget lang periode. Det afhænger alt sammen af hvad der høstes. Græs høstes flere gang om året til foder mens kornet høstes i august. Bærrenes måned er især juli mens frugten strækker sig over hele eftersommeren og efteråret. Højdepunktet er dog kornet. Kornet er det vi grundlæggende er opfostret af i vores verdensdel. Brødet er vores basismad. Men landets store kornarealer skyldes også at vi gerne anvender det til at fodder især til grise og til fjerkræ. med andre ord, så kan vi sgatens se for os at kornets rolle bliver mindre til fordel for alt det spændende 'grønne' som vi også kan og skal leve af især i takt med at vi forstår, at vi får både et bedre helbred og en bedre klode med en ernæring hvor den animalske del af maden spiller en mindre rolle.

Et eventyr..

Men kornet er kommet for at blive uanset al landsens profeterier om palæomad og Atkinsonkure. Kornet har sikret vores eksistens og vores civilisations udvikling siden bondestenalderens fødsel for mere end 10000 år siden. Og så lige en lille finte: At mennesket overhovedet fik den tanke at dyrke korn er nærmest et mysterium. i hine tider manglede der på ingen måder mad og vildt. De levede glimrende af deres palæomad gjorde de. Og de flyttede med maden som nomader. Korn var ikke noget der indgik i kosten. det groede vildt og spredt. Hvordan kunne de så finde på at lade dette frie liv erstattes af den fastboende og ridikofyldte tilværelse som bønder?

Jo det skyldtes såmænd et fænomen, som også er kommet for at blive, nemlig vores dybe trang til fest og vores evne itl at lade os forføre af moden. Ad tilfældighedens kringlede veje sad der nogle nørdede stenalder-einsteinere og eksperimenterede med den rus, der kommer af at lave en gæret drik af spirende vilde kornfrø. Den milde rus og kornets sødme har været uimodståelig, og alle skulle opleve 'det nye'. Og med moden kom forståelsen af at dette kunne sættes i system med agerdrykningen. og vupti. Vi blev bønder. og først herefter kom brødet og fornuften og meget andet, som er det der kendetegner vores civilisation. Takket være øllet.


Halmen køres ind.

Kom og se det hele til høstmarkedet i den kommende weekend.

hilsen og på gensyn mejemanden Per Kølster

Biodiversitet

Biodiversiteten - artsrigdomen er højere i det økologiske landbrug end i det konventionelle. Det er ikke noget vi behøver at komme med lange forklaring på, for at overbevise folk om. Det er dog, med enkle midler, mulig at få meget mere liv og artsrigdom også på en økologisk bedrift. Det kan også gøres uden at det behøver, at gå ud over produktionen og indtjeningen.

I landbruget er der en gammel tradition for, at få opdyrket så meget som mulig af den jord man har til rådighed. Dette medfører ofte at landmanden bikser og bøvle med at pløje eller så en smal stribe, en stejl skråning eller en fugtig lavning. Hvis man begynder at regne på timeforbrug og brændstof for at opdyrke "den sidste meter" og oveni ligger de maskinskader, som det ofte ender med, at man får lavet sådanne steder, var det bedre at lade være.

Opgives et stykke jord til korndyrkning, ligges hovedet i blød for at finde ud af, hvad det så kan bruges til. Ofte ender det med en tvivlsom beplantning af grantræer, hybenroser eller andre indslæbte planter, som vi så alle sammen kommer til at betale for, at få fjernet som "invasive arter" efter en år-række.

Vælger man derimod at lade arealet ligge til naturlig fremspiring, får man en natur som er til gavn for de naturlig hjemhørende arter her i landet. Godt nok vil der komme kraftig vækst af kvælstof-hungrende planter de første år fx kvikgræs og brændenælder, men efterhånden som jorden genvinder sin balance, vil der komme flere og flere plante-arter. Dette giver igen flere og flere forskellige insekter, flere og flere forskellige krybdyr og små pattedyr osv.

Vi har i Europa givet landbruget støtte til at producere føde-varer igennem de seneste par generationer. Nu dyrker vi så mange fødevarer, at vi nu økonomisk støttet i tusindvis af hektar med energi-afgrøder. Måske var det på tide at vi støttede naturen på samme måde.

Mange vil sikkert mene, at vi skal producere flest mulige fødevarer, så længe der er folk som sulter. Fakta er jo bare at det er økonomi, som så at sige "driver værket". Så længe det er mere økonomisk fordelagtig at hælde billigt produceret hvede igennem svin eller brænde det af som biobrændsel, kommer det ikke de fattigste i denne verden tilgode - desværre.