fredag den 9. december 2011

Rodfrugt-opbevaring



Vi har nogle af vores rodfrugter liggende ude på marken under halm og plastic - i en kule. Opbevaring af rodfrugter på denne måde er en meget gammel praksis. Plastikken er godt nok noget "nymodens" materiale, før i tiden brugte man kun halm og jord.



Her ser vi ned i vores kule med rødbeder, hvor de ligger og venter på at blive brugt. Med den temeratur vi har lige nu, er det ikke for at beskytte mod frosten, men snarere for at rødbederne ikke tørrer ud. Så opbevaring i en kule har mere end en funktion. Halm isolere rigtig godt mod kulde og omvendt kan halmen også beskytte mod stær solvarme, som vi forhåbentlig får i starten af marts. Ud over at styre temperaturen, er halm - kombineret med plastik - også god til at styre luft-fugtigheden. Bliver det for fugtig i kulen, vil rodfrugter begynde at spire, eller endnu værre begynde at rådne. Hvis det derimod bliver for tørt, bliver de udtørrede og triste.



Sidste år var det -15 grader om natten på denne årstid og rodfrugterne klarede sig fint. I år med noget mildere temperaturer ligger de også godt i deres "ældgamle" vinterskjul.

mandag den 5. december 2011

Det er grønt derude.



Her i december måned, er vores grøntsagsproduktion - her på Aarstidernes gård "Billeslund" - stort set begrænset til rodfrugt, fx gulerødder, pastinakker og rødbeder & så porrer. Der er dog noget som gror stille og roligt på lune vinterdage, men som først skal høstet i det tidlige forår - nemlig Vinter-portulak.



Vinter-portulakken er sået omkring den 1. september og efter såningen har vi dækket bedet med klar plastik, som hviler på metalbuer. Vinter-portulak klarer sig bedst igennem en normal dansk vinter. De seneste 2 hårde vintre har ikke været noget, som portulakken har været vild med. Får vi derimod en mild vinter, kan vi høster sprød og frisk portulak i slutningen af marts.



Vinter-portulak er ikke en afgrøde, som fylder ret meget arealmæssigt her hos os. Til gengæld er det god mental vitamin-optankning, at gå en tur ud på en vinterkold mark og kigge ned til portulakken. Neden i plastik-tunnelerne, står den friske grønne portulak og minder en om længere dage med solskin, mens kulden og mørket hersker her og nu.