fredag den 21. december 2012

Så vender det!

Idag er det den 21. december. Det er årets korteste dag. Det er vintersolhverv. Det betyder at nu vender det! Altså lyset. Fra i morgen er det umærkeligt men med astronomisk sikkerhed på vej tilbage. Så derfor et billede af solen.
 
 
I 2012 har vi haft stor fornøjelse af at dyrke vores samlinger af gamle sorter af blandt andet jordskokker. Nogle jordskokker blomstrer, andre ikke. Billedet viser en solsikke i front og de frodige, blomstrende jordskokker bagved.
Overalt på Jorden har folk til alle tider vidst, at det var nu. Og meget berømt er historien om mayaerne og deres kalender, som ender idag. Og dermed myten om jordens undergang.
Sådan rent symbolsk, så går jorden under her i vores verdensdel, når den hvert år fryser til tavshed. Og samtidig ved vi, at den vågner igen af sin dødslignende dvale, når det bliver forår. Så for os nordboer kan maya-hurlumhejsaet kun gi' anledning til et træk på smilebåndet.
Noget andet er så, at vi bønder ved, at året først vender til kyndelmisse. Det er det tidspunkt hvor  bønderne vidste, at halvdelen af foderet og vinterforrådet skulle være tilbage. Nok er lyset på vej igen, men vinteren vender først den 6. februar.
Hermed ønsket om en jul fuld af lys og varme!
Hilsen
Per Kølster

tirsdag den 11. december 2012

Frostklar fredag morgen

Solen anes svagt bag en morgentågedis. Den kravler langsomt op gennem disen, fuldkommen rund og svagt lysende i begyndelsen, ender i et flammende hav af vintersol. Sådan en dag må det alligevel være noget specielt at stå ude i vores genresourceforsøg med et sparsomt lag sne på og være en gammel prøvet sort, der er vækket til live igen. Og så ovenikøbet hedde Sigfried Frost!

fredag den 30. november 2012

Porre-høst inden frosten sætter ind.

Igen i år ser det ud til at vi får en lang frost-periode først på vinteren. Det samme havde vi jo i 2009 og 2010. Ud fra de kolde vintre, har vi gjort os nogle erfaringer med hensyn til porrer.
Vi har derfor valgt at opbygge et lager af porrer, så vi også kan levere porrer til vores kasser når jorden fryser til. Vores høstmaskine ligger porrerne ned i kasserne, hvilket normalt ikke er noget problem. Men nu hvor de skal på lager, sker der ting og sager med denne fantastiske plante.
Når porrerne er høstet og de finder ud af at de ligger ned, sker der noget besynderligt. Planterne forsøger at rette sig op - de er programeret til at have toppen opad. Når man så ligger nede i en kasse sammen med 1.000 andre porrer, kan man jo ikke få toppen op. Den energi som porren bruger i sit forsøg på at få toppen op, bliver omdannet til varme. Dette sætter en naturlig kompostering igang, som vi bestemt ikke er interesseret i - derfor skal porrerne op og stå.
Når porrerne bliver rejst op i kasserne, tror de stadig at de står ude på marken og venter på forår. Derfor skal vi have alle porrerne rejst op så de kan holde sig friske og sprøde.
Jeg syntes det er fantastisk som naturen er indrettet. Ved at spille sammen med porrernes natur, kan vi med en så enkelt ting, som at rejse porrerne op, gøre en forskel mellem succes og fiasko.

fredag den 23. november 2012

Julebrygget

Her er lige en video på madbio om julebrygget.

Øl er øl, og når det så er sagt er der lige noget ganske særligt ved vores julebryg.

Krydringen er nemlig et kapitel for sig, som skal ske med stor varsomhed. Den skal både smage og alligevel er det antydningen skusnt, den må ikke stritte og alligevel skal den skal ha' karakter. Ellers kan det jo være lige meget. Og i andre krydrede drikke skabes der normalt et modspil af en kraftig sødme som i glögg med sukker rosiner osv. Her er øllet anderledes, da det alene er maltens restsødme og en relativt lav alkoholprocent, der skal klare sig overfor krydderierne. Og omvendt.

Krydringen læner sig op af en tradition som rækker meget langt tilbage i tiden. Vores billeder af 'heksebrygget' er en oplevelse af, at der blev hældt hvad som helst i bryggegryden. Det gjorde der nok ikke, men ingen tvivl om at der har været brugt masser af urter i hele bryggeprocessen og også i det færdige øl. Det har været meget almindeligt 'i gamle dage' at varme øllet med noget i der gjorde det 'stærkere' og mere kraftfuldt. Ja i miiddelalderen drak man 'pestøl' der har været stærkt krydret og en nødvendighed for at afsværge sig den frygtede død.

Og med krydderiernes indtog på den folkelige scene har der været tale om en revolution i smagsoplevelse. Dyre sager fra fjerne egne men med stor virkning. også i munden. Deraf glöggens oprindelse, det varme krydrede øl. Siden skulle det blive finere at drikke vin og så har vi hele balladen nemlig at vi har fortrængt øllets absolutte førerstilling i vores drikkekultur. Så i år skal vi lege med varm øl til julemarkedet på Krogerup i den kommende weekend den 1. og 2. december..
 
Hilsen ølnissen
Per Kølster, Aarstiderne A/S, Krogerup Avlsgaard, Krogerupvej 3C, 3050 Humlebæk, Denmark.

tirsdag den 6. november 2012

Et budskab fra biernes verden


Vinteren nærmer sig. Roen sænker sig over landskabet. Det er tid til eftertanker.

En lille historie, som kan virke betydningsløs i det buldrende mediebillede, falder mig i hu. En bi-historie kunne man fristes til at sige. Nemlig den der for nogle uger siden fik en kort omtale i diverse medier, og som handlede om at den danske humlebi er truet. Det er måske ikke den helt store nyhed i sig selv, da det er velkendt langt uden for biologernes rækker, at den danske natur har hoste. Det nye i historien var, at der var fundet en tæt sammenhæng mellem biernes død og landbrugets anvendelse af pesticider.

Nu er det jo så blot en af de mange anledninger til at læne sig lidt roligt tilbage her i efterårskøligheden og tænke: ”se hvad jeg sagde”. Lidt selvtilfreds. Som god økolog har vi samvittigheden i orden. Eller hvad?

Nej, det mener jeg ikke vi har. Blandt andet fordi der ligger en klar forpligtelse i vores rækker til at være dem, der går forrest med at skabe fremtidens landbrug. Vi kan ikke hvile på nogen laurbær. Vi skal fortælle - ikke alene det glade budskab om, at der er løsninger. Vi skal også turde ta’ bladet fra munden og tale ”Roma midt imod”.

Blandt økologer har det været god tone at gå forrest med eksemplets magt siden organisationen Økologisk Jordbrug blev dannet tilbage i 1981. Den positive historie. Vi overlod den kritiske røst til miljøorganisationerne, for at bevare en god tone internt i forhold til landbrugets organisationer og kollegaerne, og for at være konstruktiv fremfor kritisk.

Men det indebærer den risiko, at vi fremstår ikke alene tandløst men også uden det bid og vid, der er nødvendigt for at forbrugerne kan få øje på hvor vigtig deres økologiske kasse eller indkøbskurv er.

Biernes nærdød er sådan en anledning. Og vil du læse mere om sagen, så kan du hoppe over på min blog her. God fornøjelse!
 
 Her den berømte fruesko, som kun findes ganske et enkelt sted i landet i Rold Storskov, og som er helt afhængig af insekt-bestøvning for at formere sig. Og som man med lidt held kan se gennem et hegn, hvis man ellers kan finde det. Hvad pesticider heldigvis ikke har formået lykkedes for en tyv i maj d.å., nemlig at stjæle et stort antal af disse enestående planter. Vi skulle nødig ende med kun at kunne opleve humlebien bag et hegn...

Du kan også more dig over denne lille engelske animation om bier fra the Soil Association

 

Hilsen

Per Kølster

Brygger og landmand i Aarstiderne
 

mandag den 29. oktober 2012

SKØNHED!

Hvornår tænker man lige på kål, når man hører ordet skønhed, nej vel? Men…

Kålgården

Et kig ud over efterårsgrønsagshaven netop nu på Krogerup efter nogle dage med tindrende sol, sprudlende uhyggelig halloween, knasende morgenfrosne pytter og bladfald i skærende koldt blæsevejr, så står kålen der og strutter. Den strutter af rigdom, den rigdom der handler om forrådet. Kålgården var engang sammen med æblerne sikkerheden for, at en meget meget lang vinter med sulemad og grød ikke endte i den rene skørbug. C-vitaminerne er kun en lille del af kålens mangfoldighed.


 
Kålmarken changerer i alskens former og farver. Grøn-, rød-, hvid, palme-, rosen-, sommer-, spids- og mange mange andre slags kål. Formerne er uendelige, smagen er vild i alle mulige afskygninger, farverne, duften, knasende sprød, blød og blid, syrlig og frisk, alt afhængig af kål og sæson og kok og køkken. Kineserne har trimmet den i ti tusinde år, europæerne har forædlet den, den er global og noget så lokal. Den er bærer af de vildeste traditionsrige danske egnsretter. Grønlangkål, brunkål, julens rødkål osv.

Biodiversitet

Og apropos rødkål. Så er den med i Aarstidernes genbevaringsprojekt. ”Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det” sang Oswald Helmuth engang. De ligner hinanden de gode rådkålshoveder, kun størrelsen falder i øjnene. Her er forskelligheden deres fortælling i munden. Smagens mangfoldighed.
 
Kålen er som botanisk art og kulturplante noget af den mest variable man kan forestille sig. Ligesom hunde. Nu tænker jeg ikke på hvordan hund smager, selvom kineserne elsker dem. Men er der noget så absurd forskellige som hunde.

Og hunde har det tilfælles med kål, er at det er os mennesker, der ud af nogle meget ensartede vilde arter, har skabt denne ufattelige biodiversitet. Ved i generationer og atter generationer at blive ved med at lede efter forskelligheden, skønheden og mærkværdigheden, så kan der opstå en variation, som har ligget gemt i naturens genetiske kode, og som er tryllet frem af vedholdenhed.
 
 
Skønhed, mangfoldighed, vedholdenhed og biodiversitet er tæt forbundne begreber. Og netop nu står efteråret derude og fremmaner denne forventning om mundvand og en rig vinter, som man kan imødese med sindsro.
 
Kålens tidsaldre

Nu kan det godt være at kålen ikke er i kridthuset i det moderne køkken. Men det fortjener den i al sin vælde. I min barndom stank fælleskøkkener af kål, ja selv her på Krogerup Avlsgaard var madmor efter sigende ikke voldsomt populær, fordi den daglige billige mad til karlene var fra kålgården lige uden for mit vindue. Kogt kål. Men der er sket ufatteligt meget med det traditionelle ’sovs-og-kartofler’ køkken, som var nøje knyttet til hine tiders bondekultur.
 
Vi har nu lært og ladet os inspirere voldsomt af andre verdenskøkkener. Kinesernes wok eksempelvis har lært os at spise nærmest rå mad. Og kålen har utroligt meget at byde på, når den blot får lov til at blive tænkt i fremtid og ikke i fortid.

Når det så er sagt, er vi nok en del der stadig godt kan nyde brunkål og grønlangkål og rødkål til grisen. Ja selv lugten af kål kan skabe tryghed.

Hilsen
Per Kølster
Landmand, brygger oma

mandag den 8. oktober 2012

Æbler, æbler, æbler!



 

Det er netop nu haverne bugner af æbler. Og frugtplantagerne er snart færdige med at sørge for årets høst. Det er simpelthen sæson for denne vores ypperligste frugt - æblet.

Vi har til alle tider elsket denne frugt. Den drysser ned. Det kan regne med den. Der kan ligge tæpper af den i græsplænen eller på fortovet. Et sandt overskud, som ligeså ofte nærmest bliver til et affaldsproblem med mindre et rask initiativ får sat system i at plukke og gemme, eller samle op og moste de dejlige æbler.

Nu er det jo de færreste beskåret at ha’ et mosteri. Her rækker saftpresseren ikke langt. Og før i tiden kunne man køre sine æbler hen på mosteriet og så erhverve retten til at afhente så og så meget most. De tider er forbi. Undtagelser er der selvfølgelig, de eneste jeg kender til ligger på Als og ’hinsidan’ altså ovre i Skåne.
 
 

Rundt omkring i landet dukker der flere og flere initiativer op til at anskaffe noget overskueligt udstyr i fællesskab i en vejforening eksempelvis. Glimrende idé. Og for straks at svare på spørgsmålet, hvad gør man så med mosten, så den ikke gærer, og så den kan gemmes? Ja enten gærer man den og laver en slags cider; eller også kan den nedfryses eksempelvis i plastposer. Endelig kan den pasteuriseres.
 
Frysning er absolut det bedste i forhold til at bevare smagen af den helt friske most. Pasteurisering er lidt mere besværlig, men betyder til gengæld at mosten kan opbevares ’gratis’. Og hvad cider angår, så er det et kapitel for sig. Det er ’pære’ nemt at gære mosten, men straks vanskeligere at få det til at smage godt. Og så er de færretse børn vilde med det…
 
 

På søndag den 14. oktober arrangerer vi en Æbledag på Aarstidernes gård Krogerup Avlsgaard i Humlebæk.
 
Her har vi gang i vores to æblepressere, og du kan opleve, hvordan vi moster. Du kan også købe vores æbler, vi presser dem, og så kan du få mosten med hjem.

Hvis du ta’r en 2-3 æbler med af dine egne, har du muligheden for at få sat navn på dem, hvis du ikke kender sorten. Maren korsgaard – ekspert i æbler – kommer og tager sig af den historie.

Og så vil jeg fortælle om æbler, om most, om sorter, om cider oma og vise rundt i de nye træer og den gamle have. Se meget mere og detaljerne i programmet her.

 
Hilsen
Per Kølster
økologisk landmand mv. i Aarstiderne på Krogerup Avlsgaard
Foto: Anne-Li Engstrøm, fra bogen 'Æbler' af Per Kølster

onsdag den 29. august 2012

Mens vi venter på høstmarkedet


Gården summer af aktiviteter op til weekenden hvor det går løs. her er det en tur i havren for at meje kornet. Det skal bruges til at binde neg og kranse. Havren er den kornart der sidst modner. Byggen er sikkert i hus og afventer sæsonens maltning og ølbrygning.

Høsten er egentlig en meget lang periode. Det afhænger alt sammen af hvad der høstes. Græs høstes flere gang om året til foder mens kornet høstes i august. Bærrenes måned er især juli mens frugten strækker sig over hele eftersommeren og efteråret. Højdepunktet er dog kornet. Kornet er det vi grundlæggende er opfostret af i vores verdensdel. Brødet er vores basismad. Men landets store kornarealer skyldes også at vi gerne anvender det til at fodder især til grise og til fjerkræ. med andre ord, så kan vi sgatens se for os at kornets rolle bliver mindre til fordel for alt det spændende 'grønne' som vi også kan og skal leve af især i takt med at vi forstår, at vi får både et bedre helbred og en bedre klode med en ernæring hvor den animalske del af maden spiller en mindre rolle.


Et eventyr..

Men kornet er kommet for at blive uanset al landsens profeterier om palæomad og Atkinsonkure. Kornet har sikret vores eksistens og vores civilisations udvikling siden bondestenalderens fødsel for mere end 10000 år siden. Og så lige en lille finte: At mennesket overhovedet fik den tanke at dyrke korn er nærmest et mysterium. i hine tider manglede der på ingen måder mad og vildt. De levede glimrende af deres palæomad gjorde de. Og de flyttede med maden som nomader. Korn var ikke noget der indgik i kosten. det groede vildt og spredt. Hvordan kunne de så finde på at lade dette frie liv erstattes af den fastboende og ridikofyldte tilværelse som bønder?

Jo det skyldtes såmænd et fænomen, som også er kommet for at blive, nemlig vores dybe trang til fest og vores evne itl at lade os forføre af moden. Ad tilfældighedens kringlede veje sad der nogle nørdede stenalder-einsteinere og eksperimenterede med den rus, der kommer af at lave en gæret drik af spirende vilde kornfrø. Den milde rus og kornets sødme har været uimodståelig, og alle skulle opleve 'det nye'. Og med moden kom forståelsen af at dette kunne sættes i system med agerdrykningen. og vupti. Vi blev bønder. og først herefter kom brødet og fornuften og meget andet, som er det der kendetegner vores civilisation. Takket være øllet.


Halmen køres ind.

Kom og se det hele til høstmarkedet i den kommende weekend.

hilsen og på gensyn mejemanden Per Kølster

torsdag den 19. juli 2012

Biodiversitet

Biodiversiteten - artsrigdomen er højere i det økologiske landbrug end i det konventionelle. Det er ikke noget vi behøver at komme med lange forklaring på, for at overbevise folk om. Det er dog, med enkle midler, mulig at få meget mere liv og artsrigdom også på en økologisk bedrift. Det kan også gøres uden at det behøver, at gå ud over produktionen og indtjeningen.

I landbruget er der en gammel tradition for, at få opdyrket så meget som mulig af den jord man har til rådighed. Dette medfører ofte at landmanden bikser og bøvle med at pløje eller så en smal stribe, en stejl skråning eller en fugtig lavning. Hvis man begynder at regne på timeforbrug og brændstof for at opdyrke "den sidste meter" og oveni ligger de maskinskader, som det ofte ender med, at man får lavet sådanne steder, var det bedre at lade være.

Opgives et stykke jord til korndyrkning, ligges hovedet i blød for at finde ud af, hvad det så kan bruges til. Ofte ender det med en tvivlsom beplantning af grantræer, hybenroser eller andre indslæbte planter, som vi så alle sammen kommer til at betale for, at få fjernet som "invasive arter" efter en år-række.

Vælger man derimod at lade arealet ligge til naturlig fremspiring, får man en natur som er til gavn for de naturlig hjemhørende arter her i landet. Godt nok vil der komme kraftig vækst af kvælstof-hungrende planter de første år fx kvikgræs og brændenælder, men efterhånden som jorden genvinder sin balance, vil der komme flere og flere plante-arter. Dette giver igen flere og flere forskellige insekter, flere og flere forskellige krybdyr og små pattedyr osv.

Vi har i Europa givet landbruget støtte til at producere føde-varer igennem de seneste par generationer. Nu dyrker vi så mange fødevarer, at vi nu økonomisk støttet i tusindvis af hektar med energi-afgrøder. Måske var det på tide at vi støttede naturen på samme måde.
Mange vil sikkert mene, at vi skal producere flest mulige fødevarer, så længe der er folk som sulter. Fakta er jo bare at det er økonomi, som så at sige "driver værket". Så længe det er mere økonomisk fordelagtig at hælde billigt produceret hvede igennem svin eller brænde det af som biobrændsel, kommer det ikke de fattigste i denne verden tilgode - desværre.

onsdag den 27. juni 2012

Økologisk havre

Vi har nu passeret Sankt Hans og -. ganske som planlagt - står havren nu med flotte aks. Midt i juni har havren brug for en del regn, for at kunne udvikle optimale kerne, så vejret har været perfekt til havre.

En professionel dyrket havremark, er et godt eksempel på, at man sagtens kan dyrke en flot ensartet afgrøde, uden brug af hverken kemikalier, hormon-midler eller kunstgødning. Ved at gøre de rette ting på det rette tidspunkt, kan jorden dyrkes, som man har gjort i gennem generationer før os.

Tre dage inden såning har marken fået tilført økologisk kvæg-gylle. Når kornene har fået en spire på ca. 1 cm bliver overfladen striglet for at fjerne ukrudt. Når havren er ca. 8 cm høj har vi igen striglet marken, for at fjerne ukrudt. Derefter er havren overladt til sig selv og frem til høsten, afhænger alt nu af vind og vejr.

Vi forventer, at kunne høste havre engang midt i august. På det tidspunkt har vi brug for tørvejr, for at få kornet tørt i siloen. Hvis det er fugtig korn, der bliver høstet, skal kornet tørres inden det kan lagres. Indtil nu er vi rigtig godt tilfredse med vores 20 hektar med havre og hvordan vind og vejr vil opføre sig de næste par måneder, har vi heldigvis ikke noget med at gøre.

mandag den 18. juni 2012

Pisk eller gulerod?


Regn er godt for landbruget her i juni, så de sorte tordensskyer over Krogerup er også gode tegn. Og skyndsomt trukket indendøre falder øjnene på, at der skal gi's flere penge til økologien.Vi kan naturligvis kun være glade for, at regeringen gør noget for at fremme omlægningen til økologisk jordbrug. Vi fortjener det alle sammen uanset partifarve. Midlerne kommer, som man kan læse i det seneste nyhedsbrev fra Fødevareministeriet, på baggrund af at der stort set ikke er sket nogen stigning i den danske økologi siden den borgerlige regering kom til i 2001. Og med det seneste initiativ til ekstra støttekroner vil regeringen råde bod med en gulerod til økologien.
Men men men. Pengene er som en ispind på en sommerstrand: Lovende men hurtigt smeltet. Og hvad værre er, så er der ingen grund til at tro at lidt ekstra håndører til økologien får 'det andet landbrug' til at vågne op. Vi har de bønder vi har, og de bliver færre og færre. De er spundet ind i kæmpemæssige investeringer i systemer, som ikke bare kan blive økologiske. Tværtimod. De målrettes mere og mere et glubende globalt marked, hvor senest kineseren fik mundvandet til at styrtløbe på alt, hvad der kunne krybe og gå. Ikke et ord om økologi. Det stritter. Og trods den venlige hensigt og gode lovord, så er der meget langt fra den verden, hvor eksporteventyr og globalisering styrer den industrielle udvikling, og så til de visioner vi har om, at landbruget skal omtænkes, at det skal producere mad til dem, der kan se markerne, og endelig at det skal producere mad med et dybtgående og visionært hensyn til natur, ressourcer og de mennesker, som skal leve i det og af det.
Med andre ord, så forslår fødevareminister Mette Gjerskovs øko-millioner som en skrædder i helvede, så længe der ikke for alvor skabes grobund for at lægge landbruget om. Min påstand er at vi har nået et strukturelt loft, hvor der skal nytænkning og mod til, for at vi kan bryde igennem og rykke ind i næste klasse. Regeringens mål er en fordobling af arealet i 2020. Hvis vi antager at omlægningen startede officielt i 1987, hvor staten gik ind med støtte, og frem til idag, så er der gået 25 år. Og skal arealet fordobles er spørgsmålet, hvordan stigningstakten kan forventes at blive. Hvis vi fremskriver historien tager det yderligere 25 år istedet for de målsatte 8 år. Og taget i betragtning, at der stort set ikke er sket noget i 10 år, så hænger visionen overhovedet ikke sammen.
Vi må således ud og fortælle vores omverden, hvad der skal til. Det er os der skal kunne formulere krav, som kan omsættes til politik og handling. Vi må turde sige Roma midt imod, for at der er nogen der får det nødvendige incitament enten med pisk eller gulerod til at tage fat i omlægningen. Vi skal finde veje til at bekæmpe det uhyrlige mantra, som det Indre Marked har medført, nemlig at vi ikke må fremme nære interesser på bekostning af 'fælleskabet'. Et fællesskab som i stedet har ført til, at få globale virksomheder mere og mere kontrollerer vores fødevareproduktion. Københavns Kommune kan for eksempel ikke stille krav til til sine leverandører at de skal handle med økologiske fødevareproducenter i nærområdet. Børnenes gulerødder ender med at komme fra Kina mens kineseren spiser Danish Bacon. Pisk eller gulerod? Der er nok ingen vej udenom pisken.

Porre-plantning

Vi er nu godt igang med plantningen af de porrer, som vi skal høste fra september måned og fremad. Porren er en af mine personlige favorit-grøntsager. Den har en lang sæson - den kan høstes fra september, gennem hele vinteren og helt ind i april/maj måned. I løbet af maj, gør porren klar til at springe i blomst og bliver for grov til madlavning, men blomsten er meget smuk.

I princippet planter vi vores porrer, som du også selv gør det i din køkkenhave, hvis du er så heldig at have sådan en. Vi laver huller i jorden, hvor vi dumper de små planter ned i, hvorefter vi vander og så er resten op til porren. Den eneste forskel er nok mængden, hvor vi planter mellem 50.000 stk og 100.000 stk pr. gang.

Er man nybegynder i porre-dyrkning, kan det godt give nervøse trækninger, at komme ud til porre-marken den første dag efter plantningen. Jeg kan stadig huske det syn, af 100.000 porrer der ligger hen ad jorden, som om de havde mistet alt livskraft. Heldigvis er det helt normalt. Når de er blevet plantet, skal de lige have kontakt med jorden, som de skal gro sig store i. Derfor går den første uges tid med at rette sig op og så derefter begynde at vokse sig stor og stærk.
På billedet kan man se ny-plantede porrer, som ligger "som de skal", ved siden af står der porrer, som er plantet for 2 uger siden og de har rettet sig op.

søndag den 10. juni 2012

Kornets metamorfose


Det  er lige før det sker!

På intet tidspunkt af året står markerne mere frodigt end netop nu. Kornmarken er et stort fedt græstæppe. Det er busket og er ved at strække sig op i sommerlyset. Kig ned i sådan en mark nu, og du vil se at kornets græsblade er rullet om hinanden, og at planten på magisk måde strækker sig op gennem sig selv.
Og om få dage sker miraklet, nemlig at de fine silkehår, byggens pensel, titter frem og med ét udfolder det skønne aks den øverste bladskede, fødslens metamorfose. Nærmest over en nat, er landskabet forvandlet fra græslignende marker til sommerens bølgende kornmarker.
De kommende dage skal markerne behandles med det biodynamiske kiselpræparat, som skal fremme planternes sundhed og modningsprocesser. Om sommeren tømmer planten sig selv for næring, og sender det op i kernerne, der i takt med modningen, bliver mere og mere fyldige, runde og gule. Har jorden, marken og planterne fået vand og næring nok ender vi med en høst, som er noget af det bedste der findes.
Misvækst får vi sjældent i vores land. Men det kan ske, og det er langt fra alle år der er fede. Men indtil videre står kornet flot. Som en fra landbruget sagde engang: 'Det er for tidligt at sige, at der tale om en truende rekordhøst'. For bønder er jo kendt for ikke at glæde sig for tidligt og ’at der er ikke noget der er så godt, at det ikke også er galt for noget’.
Men her går det godt. Og jeg går og glæder mig. Fordi kornet trives, siloerne skal ordnes, mejetærskeren gøres klar. Og så er der forventningen om selve høsten og den kommende sæson, hvor dette korn skal maltes og blive til gårdens dejlig øl.Marken ligger ved alléen op til Krogerup Avlsgård, mellem gården og kystbanen. kom og nyd den!

tirsdag den 5. juni 2012

Troværdigheden på prøve


Rækken af historier, som har miskrediteret landbruget gennem de sidste årtier, er desværre lang. Alt fra dyremishandling, giftimport, svinekød til muslimer osv. Skandalerne har det til fælles at de handler om menneskers grådighed, om en dybt problematisk moral og om kriminalitet. 
I den aktuelle historie med ulovlig import af gødningsstoffer og pesticider er baggrunden den simple, at samfundet har vedtaget regler, der begrænser landmændenes ret til at anvende stofferne, fordi de skader vores fælles goder (vand, jord, luft, biosfæren). Landmændenes selvtægt kan kun forklares med en absolut fravær af forståelse for de regler der brydes. For ’svage’ sjæle er det for stor en fristelse, når de kan købes lige uden for landets grænser. 
Her ligger der et regulært problem, som vi alle må forholde os til. Nemlig det at vi lever i en kultur, som på sin egen helt besynderlige måde konstant presses til at sætte begrænsninger op overfor det som videnskaben, industrien og verdenshandlen tilbyder af løsninger. Men fordi noget er muligt, er det jo ikke det samme som, at det er ønskeligt. 
Set med vores økologiske briller har vi frivilligt valgt at underlægge os et endnu mere skrapt regelsæt, hvor vi slet ikke anvender kunstgødning og pesticider. Vi har således valgt at skabe en parallel kultur, hvor vi selv sætter standarder, der er langt mere skrappe og progressive end flertallets almene kultur. Vi kan således vaske hænder og være forargede over skandalen, og blot endnu engang henvise til, at såfremt hele landbruget var økologisk, så var vi kommet et meget større skridt i retning af at undgå disse kedelige historier. 
Det er landmandens tilvalg at blive økolog, ligesom det er kundens. Økologien bygger på frivillighed. Det er vores fordel og det er den væsentligste årsag til at vi og ø-mærket fortsat nyder en meget høj troværdighed. Desværre så smitter skandalerne alligevel af på os. Den generelle utryghed ved vores fødevarer og skandalehistorierne undergraver den generelle tillid til hele fødevarebranchen. Og det er ikke usædvanligt at blive mødt med mistænksomhed:  ’De snyder nok alle sammen’. Det er en meget bekvem undskyldning for at lægge ansvaret fra sig.
Dertil er der kun at sige at mennesker i almindelighed faktisk er til at stole på, og at den økologiske branche er det i særdeleshed. Når det så er sagt, så er det afgørende konstant at arbejde med at madsystemet er gennemskueligt, og har en så personlig en karakter som muligt. Det er nemlig vanskeligt at snyde den man skal se i øjnene! 
Hvordan klarer en dot.com forretning så at håndtere denne moral? Meget specifikt er vi det ansvarlige led mellem kunden og producenten. Vi kender vores producenter, de har navne og ansigter, vi besøger dem, vi støtter dem og holder på dem. Og vi lytter til vores kunder, når de ringer eller skriver. Og så åbner vi vores døre mest muligt, for at vi kan opleve hinanden. Hvis der er andet og mere vi skal gøre, så sig til.

Per Kølster
den 5. juni, 2012

onsdag den 30. maj 2012

bonde og bager



En personlig historie og en boganmeldels.
af Per Kølster,  Aarstiderne, Krogerup Avlsgård, landmand, brygger oma




   

Jeg har i mange år selv lavet mel, tonsvis af mel, og det er blevet til dejligt brød. Og der var en gang jeg også bagte rugbrød af egen surdej. Det er nu mange år siden, men det kribler stadig at gøre det selv.

Og utallige er de hjemmebagte brød man har spist sig igennem siden. Og dejligt er det og rugbrødet er ofte ganske godt, fordi alle dem ,der bager rugbrød, ved at der findes en verden af velsmag i et ægte syrnet surdejsbrød. Men når det kommer til det hjemmebagte hvedebrød stiller sagen sig noget anderledes. Og med fare for at fornærme utallige tætte og fjernere relationer, er det den absolutte undtagelse at hvedebrødet -gærbrødet - er en ægte nydelse.

Derfor blev jeg meget glad sidste år, hvor jeg mødte en meget beskeden men så meget desto mere erfaren bager, Chad Robertson, fra et berømt bageri ovre fra omegnen af San Fransisco, Tartine Bakery hedder det. Chad blev begejstret for mit mel. Og med hans 20 års veltrænede sanser og bagerfingre var der ingen tvivl, dette mel kunne noget i hans elegante hænder.

Og så var det jeg lige skulle teste Chad og udfordre ham til at lave den perfekte baguette. Er man berejst i den franske, kender man til denne helt særlige nydelse det er at købe et formiddagsbaguette i patisseriet og brække en stump af og smage. Trods Chads beskedenhed var han særdeles klar i spyttet, da han sagde: "der er flüte i morgen tidlig". Det ene tog det andet, jeg fik mit dejlige brød midt i en turbulent travlhed og nåede ikke at spore andet end at manden, som enhver ægte bager, havde været oppe før hanen, for at gøre noget ved hans deje.

Det var først for nylig, da Kille Enna holdt en reception for Chad i det agtværdige Moltkes Palæ på grund af udgivelsen af hans dejlige bog "Det gode brød", at det gik op for mig hvad det egentligt handlede om. Eller rettere først rigtigt efter at jeg havde fordrevet en efterfølgende flyvetur til Calabrien med at læse den mere end 25 sider lange forklaring på hans grundopskrift på, hvordan man bager et godt brød. Som enhver anden god håndværker skal man både være begavet med den særlige sans for sit fag, og så skal man være heldig eller ha’ insisteret på at få de rette mestre som vejledere. Det havde Chad fundet i Frankrig. Og hemmeligheden ligger selvfølgelig både i melet og i håndteringen men især fremstillingen af surdejen. Denne årtusinde gamle teknologi, som har sine rødder i Mesopotamiens første agerbrugskulturer, har overlevet solidt indtil den moderne industrikultur opfandt det rendyrkede gær. Og gærbrødet fortrængte al den mageløse kundskab som lå i hænderne på alle bagere indtil verden gik af lave. Det tog nogle få generationer at lære os at spise hvidt brød, som gærer hurtigt, og med en meget anderledes tekstur og smag end de gamle brødtyper. Chads flute eller baguette var pragtfuldt, og kan han, så…

Nu har jeg så i en periode blevet mølleri-fri, og indtil vi har et nyt er oppe at køre ,hvad så? Jo da. Så kommer det til at handle om at tage fat igen med at aflure melet sine hemmeligheder, med Chad og bogen som åndelig vejleder, som guru og mester. Nu skal der sgu bages igen, kampbages, og brødet skal sprøjte ud af den lille ovn i køkkenet. Og nåh ja, der er en hemmelighed mere udover alt det der skal læses og øves, nemlig at Chad bager i en støbejernsgryde med tætsluttende låg. Fordi der skal damp til i starten, og det kan en normal ovn slet ikke klare. Så nu skal jeg også finde det rigtige låg. Gryden er der. Og endelig drømmer jeg om at vi igen at kan få gang i et mølleri. Fordi fornemmelsen for korn handler om hele vejen fra jorden, kornet, møllen og så til bagningen. Der er håb forude.

Læs hans inspirerende bog: "Det gode brød" af Chad Robertson, Lindhardt og Ringhof, 2012.http://www.lindhardtogringhof.dk/da-DK/Titler.aspx?c=Item&category=4945&item=29452

mandag den 21. maj 2012

Præcison i såning af gulerødder

Vi har nu været i gang med at så gulerødder i snart 2 måneder. Det er ikke fordi vi er specielt langsomme her, men mere fordi vi ønsker at sprede høst-tidspunktet af gulerødderne. Ved at så over en lang periode, kan vi også høste friske gulerødder over en lang periode.
Såning af gulerødder foregår med en "et-korns maskine". Det er en såmaskine som kan så meget præcis og præcision er alt afgørende for at få fine gulerødder.
De første gulerødder bliver sået med "60 frø pr. meter". De skal have masser af plads så de kan udvikle sig så hurtigt som muligt. Der imod bliver de gulerødder, som skal høstes til vinter sået med "145 frø pr meter". Hvis vi såer med for meget plads, vil de blive alt for store.De små lækre "snack-gulerødder" skal såes endnu tættere - dem såer vi med "220 frø pr. meter".
Så det gælder om at have tungen lige i munden, når der såes gulerødder, så de ikke bliver for små, men heller ikke for store. Kaj har stor erfaring i såning af alle mulige afgrøder og han garantere at gulerødderne bliver sået med den rigtige afstand, så de også får den rigtige størrelse.

søndag den 6. maj 2012

Det er forår, det spirer!


Hvad laver den mand dog?

Frank har kastet sig over de spædeste spor af den metamorfose, som et frø undergår fra sin lille sovende kugle til at den bliver til en ny plante med rod og spire. Og hvad vigitigere er, så gælder det om lige netop at finde det tidspunkt hvor gulerødderne, som her, er lige bagefter ukrudtet. Hvad Frank kan se er, at der er masser af små bitte kimplanter af ukrudtet mens gulerødderne gemmer sig lige under jordoverfladen. Så er det tid til at løbe over arealet med en gasbrænder. Og væk er kimplanterne, ikke mindst der hvor selve guleroden skal vokse. Det giver den største sikkerhed for at det senere er meget meget nemmere at luge senere på sæsonen. Hvad enten det er maskiner eller hænder der skal gøre arbejdet. Bare ikke kemi! Naturligvis. det er således bondens store kunst at vide lige præcis hvornår hvad skal gøres hvordan. Verden vil så gerne programmeres og styres efter på forhånd fastlagte systemer. Men sådan er naturen ikke og slet ikke vores landbrug. Ned på knæ, kig nøje efter og kend din dyrkning, som her med ægte jordforbindelse.

Levende udstilling af planter


Hvem skulle tro det, men jordskokker er ikke bare jordskokker. Der findes en stor variation, hvor nogle er mere runde end andre, større, mere røde og så er smagen også forskellig. I hver kasse er der to forskellige typer, kloner hedder det, fordi de formeres med at lægge en knold fra sidste års plante.
Jordskokkerne kommer fra Nordgen og den samling, som befinder sig under ynder Århus Universitet. De kommende år skal vi dyrke et kopi af samlingen sammen med tilsvarende kopier af samlinger af peberrod og andre grønsager som rødkål, majroer og radiser.Både som her i kasser og i et sjovt system ude i marken bagved haverne. Målet er ikke mindst at vise det frem til alle dem der besøger Krogerup men også at skabe muligheder for at smage. Så oplev sager hen over sommeren og efteråret.

tirsdag den 24. april 2012

Salat dyrkning om foråret.

Når vinteren er ved at gå på hæld og vi udelukkende har arbejdet med rodfrugter i den mørke tid, er det dejlig når der så pludselig står en palle med små lysegrønne salat-planter i kølerummet.

Der er et eller andet helt ubeskrivelig ved at arbejde med grøntsager i overgangen fra vinter til forår. Fra morgenstunden af er man fx ved at høste gulerødder - som man har gjort hele vinteren - og det virker stadig som vinter. Over middag skal vi så plante salat, og så er det som om, det med ét, er blevet forår.

 De første salat-planter er simpelthen startskuddet på foråret her på Aartidernes gård i Sønderjylland.
Vi har lagt hårdt ud i år med at plante 8 bede med salat. Det svarer til ca. 6 km salat-planter i en række. April har været kold i år - faktisk den koldest siden 2000 - og det kan vi også se på salaten. Planterne gror ikke meget og de nætter vi har haft med frost, har nærmest sætte dem helt i stå.
Stille og rolig gror de nu alligevel, så vi regner med at kunne levere salat til kasserne omkring den 15. maj. Det er ca. en uge senere end sidste år.

onsdag den 11. april 2012

Paradisets have - frugttræer!

Vi drømmer vel alle sammen - et eller andet sted - om paradiset. At ligge i en hængekøje med summende bier, kaglende høns, frodigt græs og forventningsfulde frugter på lyse grene mod en smuk blå himmel. Og skulle en Adam eller en Eva snige sig forbi, så ingen hindring. At tanken ikke er så fjern, som man skulle tro har sine grunde.

For det første stammer ordet paradis fra de græske bibeloversættelser, hvor de anvendte et oldpersisk udtryk for 'en muromkranset æblehave'. Altså har paradismyten bund i en meget gammel virkelighed. Kundskabens træ, den forbudne frugt og dens eviggyldige omgivelser taler til os i al sin skønhed. Og siden romerne og klosterhaverne har vi elsket abildgårdens frugtbarhed. Og indtil fornylig var frugttræerne en uomgænglig del af alt fra slotshaven, bondehaven, villahaven og kolonihaven. Jo flere træer jo større rigdom og forråd.

Tidlige æbler når sommeren vender sit blik mod kortere dage, efterårets søde og herligt aromatiske bordfrugter og ikke mindst vinterens mangfoldighed af frugter, som kan bruges i mad og kager og som en uomgængelig del af vores helt eget meget rige køkken. En kultur som er rystet af globaliseringen og markedets mindste fællesnævnere.

Vi skal plante æbler, pærer, blommer, kirsebær af vores traditionsrige og pragtfulde historiske sorter og vi skal tage det nye til os når det kan bidrage til at gøre vores køkken og madkultur endnu rigere. På videoerne kan du se, hvordan vi er igang med at sætte et mindre sortiment i planteskole, så de kan vokse sig til før de skal plantes rigtigt.  Noget blev podet på vores podekursus i marts, noget er fra sidste år.


video

Og fremtiden vil vise hvor vi kan sætte træerne, så de kan skabe vores eget paradis på Krogerup. Og så er vi også igang med at plante på den lokale skole. Begrebet skolehave får en ny paradisisk dimension.

tirsdag den 13. marts 2012

Møg!



Høj sol og en kæmpemæssig bunke møg, møg som stammer fra en kostald. Dejligt møg, som skal pløjes ned i jorden,  så den efter år genforsynes med dejlig frisk mad til dens millioner af levende væsner. Uden dem ingen frugtbarhed.
Og møg er ikke bare møg. I biodynamisk landbrug bliver møget særligt kærligt behandlet med et sæt præparater fremstillet af planter. Lidt ligesom i naturmedicin, mælkebøtter, røllike, brændenælde, baldrian, kamille og egebark. Alle gode velkendte urter fra både folkemedicin, snapsefremstilling, garvning og meget andet. Urterne har gennemgået en længere fremstillingsproces, og nu hvor de sættes i møget ligner de til forveksling dejlig muld. Ikke så mærkeligt, for de er formuldede. Ganske nænsomt stikkes der et hul ned i møget og så hældes der lidt præparat ned i bunken.
Behandlingen skal fremme møget kompostering og alle de fantastiske egenskaber som tilføres jorden med den omsatte gødning.
Krogerup Avlsgård er på vej ind i en godkendelse som biodynamisk landbrug, demeter-godkendelse kaldes det. Og præpareringen er en af forudsætningerne.

De kommende uger kaster vi os ud i forårsarbejdet. Der skal udbringes møg, pløjes, harves og sås. Vi skal dyrke en dejlig stor grønsagshave og vi skal ha’ et stort areal, hvor vi fortæller om historiske sorter. Og meget andet. Det hele kræver møg. For som man sagde engang, ”det er jo lorten der sætter kagen på bordet!”.

Hilsen

Per Kølster
Landmand, brygger osv.

onsdag den 7. marts 2012

Pløjesnak


29. februar. Måske er det bare fordi den dato kun forekommer hver fjerde år. Helt usædvanligt satte vi ploven i jorden på Barritskovs fede lerjord på en solbeskinnet forårsduftende dag, men det var den sidste vinterdag. Og tørt og godt falder jorden bag ploven. Og i dag bliver vi færdige med de 30 ha. Ja, skulle det være noget særligt, I plejer jo altid at være tidligt ude med jeres grønsager.
Ja, det er noget særligt fordi vores grønsager dyrkes på en meget lettere sandjord i Gram. I Barrit ved vores pakkeri pløjer vi normalt i oktober og november. Nok med det pløjesnak!!! Hvad skal det bruges til. Ja se, det er en godhistorie. Vi skal nemlig ligesom sidste år dyrke biodynamisk vårhvede, som sendes op til Aurions malende stenkværne, så grib fluks musen og bestil en pose. Vi har selv lavet i hvert fald en andel af det!

Svend

onsdag den 29. februar 2012

Traditionelt landbrug


Foråret står nu lige for døren, både hvis vi kigger i kalenderen og hvis vi går en tur derude. Det er nu tid til at ligge sidste hånd på årets mark-plan.
Mark-planens helt grundlæggende formål, er at få styr på hvor meget der skal dyrkes og hvor det skal dyrkes. Hvor meget vi skal dyrke afhænger af hvor meget jord vi har til rådighed, men også hvor meget kan vi egentlig afsætte? Når det er på plads kommer den langt sværer opgave: hvor skal de enkelte afgrøder placeres på markerne.
Ved økologisk landbrug får vi brug de klassiske/traditionelle dyder i dyrknings-principper. Vi skal vide hvilke grøntsager, der trives godt efter sidste års afgrøde. Det kan have stort betydning for udbyttet. En anden - meget vigtig - overvejelse, er hvordan vi får de sundeste afgrøder og på den måde undgår sygdomme i markerne. Det går bare ikke at dyrke den samme afgrøde år efter år på den samme mark. Det giver en ophobning af diverse dårligdomme fx skadelige insekter og svampesygdomme. Får vi derimod flyttet rundt på de forskellige afgrøder - "sædskifte" hedder det- kan vi undgå sygdomme og skadedyr.
I økologisk landbrug, skal vi gøre brug af den viden agerbrugere har tillært sig gennem generationer og det er der sund fornuft i.
På billedet er Mindaugas ved at placere gulerødderne på den helt rigtige mark. Gulerødder må helst ikke dyrkes, hvor der har været gulerødder indenfor de seneste 6 år!

fredag den 20. januar 2012

Høsten fremrykket 2 måneder





Danmarks placering på verdenskortet, betyder at vejret kan variere rigtig meget. Alligevel er det bemærkelsesværdig, med den store forskel på vinteren 2010/2011 og vinteren 2011/2012.


Sidste år var vinterne lang, rekordkold og med masser af sne. Vinteren - indtil nu - har ikke budt på én eneste dag med dagsfrost. Sådan en forskel i vejret, gør naturligvis også noget ved planterne på vores gård.


I går - den 19. januar - høstede vi vårsalt/feldsalat. Sidste år høstede vi første gang den. 25. marts! Det er en helt vild stor forskel, som gør det helt umulig at planlægge produktion/høst af denne - ellers skønne - afgrøde. Vårsalaten er sået ultimo september og gror ved meget lave temperaturer.


Der bliver dyrket meget vårsalat i Frankrig, hvor det høstes gennem hele vinteren, men de har det nok også lige en tand varmere end her hos os - trods alt. På billedet er det Kestutis, som er igang med at høste vårsalaten.

fredag den 13. januar 2012

Mild vinter - ja tak.



Gulerødderne er den afgrøde, som fylder mest, her på vores gård. Vi høster dem fra juni måned og høst-sæsonen er først færdig i løbet af april. Det siger sig selv, at vi løber ind i vidt forskellige udfordringer med en så lang sæson.



Om sommeren gælder det om, at få gulerødderne hurtigst mulig i kølerum. Undertiden skal de overspules med vand, så snart de er blevet høstet, for at de ikke skal tørre ud. I de seneste to vintre har vi derimod døjet med meget frost, som en gulerod bestemt ikke kan tåle. Denne vinter har vi - indtil nu - haft sådan rigtig dejlig "køleskabs-temperatur" og det er noget vi og gulerødderne syntes om.



Fordelene ved at høste gulerødder under de nuværende omstændigheder er bl.a.: Høj luftfugtighed/ingen udtørring, høj jordtemperatur/Gulerødderne knækker ikke under høstarbejdet, ingen frost/ingen skadede gulerødder & perfekt lufttemperatur/lang holdbarhed til gulerødderne.



Vi dyrker både de almindelige orange gulerødder, farvede gulerødder og - som noget forholdsvis nyt - de lækre snack.gulerødder. På billedet er det helt nyhøstede orange gulerødder, som Egon holder. Billedet er taget kl. 09.15, hvor det stadig er så mørkt, at der skal blitz til.