mandag den 8. oktober 2012

Æbler, æbler, æbler!



 

Det er netop nu haverne bugner af æbler. Og frugtplantagerne er snart færdige med at sørge for årets høst. Det er simpelthen sæson for denne vores ypperligste frugt - æblet.

Vi har til alle tider elsket denne frugt. Den drysser ned. Det kan regne med den. Der kan ligge tæpper af den i græsplænen eller på fortovet. Et sandt overskud, som ligeså ofte nærmest bliver til et affaldsproblem med mindre et rask initiativ får sat system i at plukke og gemme, eller samle op og moste de dejlige æbler.

Nu er det jo de færreste beskåret at ha’ et mosteri. Her rækker saftpresseren ikke langt. Og før i tiden kunne man køre sine æbler hen på mosteriet og så erhverve retten til at afhente så og så meget most. De tider er forbi. Undtagelser er der selvfølgelig, de eneste jeg kender til ligger på Als og ’hinsidan’ altså ovre i Skåne.
 
 

Rundt omkring i landet dukker der flere og flere initiativer op til at anskaffe noget overskueligt udstyr i fællesskab i en vejforening eksempelvis. Glimrende idé. Og for straks at svare på spørgsmålet, hvad gør man så med mosten, så den ikke gærer, og så den kan gemmes? Ja enten gærer man den og laver en slags cider; eller også kan den nedfryses eksempelvis i plastposer. Endelig kan den pasteuriseres.
 
Frysning er absolut det bedste i forhold til at bevare smagen af den helt friske most. Pasteurisering er lidt mere besværlig, men betyder til gengæld at mosten kan opbevares ’gratis’. Og hvad cider angår, så er det et kapitel for sig. Det er ’pære’ nemt at gære mosten, men straks vanskeligere at få det til at smage godt. Og så er de færretse børn vilde med det…
 
 

På søndag den 14. oktober arrangerer vi en Æbledag på Aarstidernes gård Krogerup Avlsgaard i Humlebæk.
 
Her har vi gang i vores to æblepressere, og du kan opleve, hvordan vi moster. Du kan også købe vores æbler, vi presser dem, og så kan du få mosten med hjem.

Hvis du ta’r en 2-3 æbler med af dine egne, har du muligheden for at få sat navn på dem, hvis du ikke kender sorten. Maren korsgaard – ekspert i æbler – kommer og tager sig af den historie.

Og så vil jeg fortælle om æbler, om most, om sorter, om cider oma og vise rundt i de nye træer og den gamle have. Se meget mere og detaljerne i programmet her.

 
Hilsen
Per Kølster
økologisk landmand mv. i Aarstiderne på Krogerup Avlsgaard
Foto: Anne-Li Engstrøm, fra bogen 'Æbler' af Per Kølster

Ingen kommentarer:

Send en kommentar