fredag den 20. januar 2012

Høsten fremrykket 2 måneder





Danmarks placering på verdenskortet, betyder at vejret kan variere rigtig meget. Alligevel er det bemærkelsesværdig, med den store forskel på vinteren 2010/2011 og vinteren 2011/2012.


Sidste år var vinterne lang, rekordkold og med masser af sne. Vinteren - indtil nu - har ikke budt på én eneste dag med dagsfrost. Sådan en forskel i vejret, gør naturligvis også noget ved planterne på vores gård.


I går - den 19. januar - høstede vi vårsalt/feldsalat. Sidste år høstede vi første gang den. 25. marts! Det er en helt vild stor forskel, som gør det helt umulig at planlægge produktion/høst af denne - ellers skønne - afgrøde. Vårsalaten er sået ultimo september og gror ved meget lave temperaturer.


Der bliver dyrket meget vårsalat i Frankrig, hvor det høstes gennem hele vinteren, men de har det nok også lige en tand varmere end her hos os - trods alt. På billedet er det Kestutis, som er igang med at høste vårsalaten.

fredag den 13. januar 2012

Mild vinter - ja tak.



Gulerødderne er den afgrøde, som fylder mest, her på vores gård. Vi høster dem fra juni måned og høst-sæsonen er først færdig i løbet af april. Det siger sig selv, at vi løber ind i vidt forskellige udfordringer med en så lang sæson.



Om sommeren gælder det om, at få gulerødderne hurtigst mulig i kølerum. Undertiden skal de overspules med vand, så snart de er blevet høstet, for at de ikke skal tørre ud. I de seneste to vintre har vi derimod døjet med meget frost, som en gulerod bestemt ikke kan tåle. Denne vinter har vi - indtil nu - haft sådan rigtig dejlig "køleskabs-temperatur" og det er noget vi og gulerødderne syntes om.



Fordelene ved at høste gulerødder under de nuværende omstændigheder er bl.a.: Høj luftfugtighed/ingen udtørring, høj jordtemperatur/Gulerødderne knækker ikke under høstarbejdet, ingen frost/ingen skadede gulerødder & perfekt lufttemperatur/lang holdbarhed til gulerødderne.



Vi dyrker både de almindelige orange gulerødder, farvede gulerødder og - som noget forholdsvis nyt - de lækre snack.gulerødder. På billedet er det helt nyhøstede orange gulerødder, som Egon holder. Billedet er taget kl. 09.15, hvor det stadig er så mørkt, at der skal blitz til.