fredag den 30. november 2012

Porre-høst inden frosten sætter ind.

Igen i år ser det ud til at vi får en lang frost-periode først på vinteren. Det samme havde vi jo i 2009 og 2010. Ud fra de kolde vintre, har vi gjort os nogle erfaringer med hensyn til porrer.
Vi har derfor valgt at opbygge et lager af porrer, så vi også kan levere porrer til vores kasser når jorden fryser til. Vores høstmaskine ligger porrerne ned i kasserne, hvilket normalt ikke er noget problem. Men nu hvor de skal på lager, sker der ting og sager med denne fantastiske plante.
Når porrerne er høstet og de finder ud af at de ligger ned, sker der noget besynderligt. Planterne forsøger at rette sig op - de er programeret til at have toppen opad. Når man så ligger nede i en kasse sammen med 1.000 andre porrer, kan man jo ikke få toppen op. Den energi som porren bruger i sit forsøg på at få toppen op, bliver omdannet til varme. Dette sætter en naturlig kompostering igang, som vi bestemt ikke er interesseret i - derfor skal porrerne op og stå.
Når porrerne bliver rejst op i kasserne, tror de stadig at de står ude på marken og venter på forår. Derfor skal vi have alle porrerne rejst op så de kan holde sig friske og sprøde.
Jeg syntes det er fantastisk som naturen er indrettet. Ved at spille sammen med porrernes natur, kan vi med en så enkelt ting, som at rejse porrerne op, gøre en forskel mellem succes og fiasko.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar