fredag den 18. februar 2011

Vårsalaten kigger frem under sneen

Vårsalat danner små fine grønne bladrosetter og er årets første salat. I begyndelsen af oktober sidste år, har vi sået den vårsalat, som vi høster her i det tidlige forår.

Allerede i løbet af det sene efterår er vårsalaten spiret frem og blevet et par centimeter høj, men når temperaturen falder og dagene bliver korte går væksten i står.
Til marts når så vejret bliver mildere og dagene igen bliver længere gror vårsalaten

lige så stille videre. Vårsalaten er speciel bl.a. fordi den kan tåle frost. Andre salater tåler overhovedet ingen frost og går ud omgående.

Denne vinter startede tidligt med snedække fra slutningen af november og til starten af januar. Vårsalaten har dog ikke taget skade og står flot grøn, nu hvor sneen er smeltet væk. Men det varer lidt endnu, før den begynder at gro igen. Vi høster vårsalaten ved håndkraft, så snart den tager fart i det tidlige forår.

Det er årets første grøntsag klar til høst – et slags forvarsel om at den ”rigtige” sæson snart starter.

Jesper Leegaard

Ingen kommentarer:

Send en kommentar