fredag den 23. september 2011

Majshøst i regnvejr.




Vi er nu nået til slutningen af denne sæsons majshøst. På et normalt år høster vi et godt stykke ind i oktober måned, men med det usædvanlige solfattige vejr, vi har haft denne sommer, er det som skrevet ved at være slut allerede nu.


Majs elsker solskin og da vi ligger på nordgrænsene af dyrknings-zonen for majs, kan en kølig sensommer være afgørende for dyrknings-succesen eller nærmere mangel på samme. Til gengæld har vi jo fået masser af regn, hvilket majsene egentlig også godt kan lide. Så de majskolber - der har nået at modne - har været rigtig flotte og saftige. Så en opfølgning på sæsonen må være, at den har givet perfekte majs-kolber - men den har været for kort.


Vi klamrer os dog stadig til det "halmstrå" som kunne give os en solrig og tør slutning på setember og starten af oktober - det er sket før!! Hvis det sker kan der sagtens komme endnu flere majskolber i kasserne.


På billedet er høstholdet ude for at høste majskolber på en typisk september-dag 2011. Det er hårdt arbejde at knække majskolberne af planterne og det gør det bestemt ikke nemmere, hvis jorden er gennemblødt af regn.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar