torsdag den 23. juni 2011

Jordbær-høst



Vi har nu overstået den første uges høst af vores jordbær her på Aarstidernes gård. Det er første år vi dyrker jordbær, så der har været nogle ting der skulle tilpasses, men nu kører det.


Vi høster jordbær i 350 gram bakker og i 500 gram bakker. For at adskille de 2 produkter, høster vi 350 g i en plastbakke og 500 g i en kartonbakke - så er det meget nemmere for høstfolkene og vi undgår at lave fejl. Det er nemlig høstfolkene der pakker jordbærene, så ingen andre rører ved bærrene fra de er høstede til de kommer ud til kunden.

Traditionel er jordbær blevet høstet ved at man går gennem rækkerne med rumpen i vejret og plukker. Det er et hårdt arbejde der giver ømme rygge, men der bliver også trådt mange uhøstede jordbær i stykker. Vi høster jordbærene fra vores lugevogne - dvs. at man ligger ned på vognen, som bliver trukket af en traktor. Traktoren triller så ganske langsom fremad og man plukker jordbærrene efterhånden som man kommer frem til dem - det er ret genialt, hvis vi selv skal sige det.


Kvaliteten af bærrene er rigtig god. Vi har været heldige at få sol og regn i de rigtige mængder mens bærrene modner. Mængden er desværre lidt under middel fordi vi havde frost mens jordbærrene blomstrede - det kan de ikke tåle og giver så ingen jordbær. Man kan jo - som bekendt - ikke få det hele, så vi er faktisk godt tilfreds med årets jordbær her på Billeslund.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar